Jeg holder meget af at træffe mine nye og nære venners børn.
Og faktisk også deres forældre, hvis det kan lade sig gøre. Det er dog mere sjældent i min generation.
En ting er hvad folk fortæller om deres arbejde… det siger mig meget mere at møde deres børn. Jeg iagttager relationen og bliver fornøjet. Som nu i går hvor den kære Claes, kom med hele prinsesseflokken, for jo der var noget eventyrligt over, pludselig at stå over for de tre skønne piger, jeg indtil nu kun har hørt om.
Og så ankom de ovenikøbet med fine barndomsbuster af dem selv, så vores bekendtskabstid blev på en måde forlænget.
Min egen barndom mindede det mig også om, for min mor lavede i al den tid jeg husker, netop sådanne gipsbuster af folks børn. Nogle gang blev de senere støbt i bronze- men altid var det hår og øjne der var problemet . Så egentlig er jeg ganske tilfreds med fotografiet som min fortrukne udtryksform. Her er hverken hår eller øjne et problem.
Når jeg sammenligner gips og fotografi , jeg har arbejdet med begge former , så synes jeg at fotografiet står sig også udtryksmæssigt godt- til portrætformen.
Sorry, the comment form is closed at this time.